Afholdte sociale events 2018

Nytårsparole, 27. december 2018:

Torsdag den 27. december 2018 mødtes 18 cyklister til den ugentlige cykeltur. Vejret var lunt (ca 8 grader), men solen manglede. Ved hjemkomsten afholdtes Nytårsparole i Café60+ med deltagelse af omkring 40 medlemmer. Erik Libolt stod igen for det succesrige arrangement med kransekage og bobler. Denne gang havde han entreret med vores egen 'kun'ditor, Kurt Larsen, der havde lavet en dejlig kransekage a la vores logo, flot, flot, se billede.  Vores formand, Peter Møller holdt ligeledes en fin nytårstale, med ønske om godt nytår til alle.  Atter et dejligt arrangement i Café60+, som er med til at fasttømre de gode sociale relationer, som bliver skabt og vedligeholdt i klubben.



Gløgg og æbleskiver, 20. december 2018

Torsdag den 20. december 2018 afholdtes det årlige 'Gløgg og æbleskiver' arrangement i vort klubhus, og som tidligere stod Marianne og Poul-Erik Lintrup for dette dejlige og hyggelige arrangement, denne gang med næsten 50 deltagende medlemmer. Foruden den dejlige gløgg og de gode æbleskiver blev dagen også gjort ekstra festlig, da Tommy Jørgensen d. 19. december havde rundet de 70, og det skulle naturligvis fejres. Stort tillykke til Tommy, der selvfølgelig også havde deltaget i cyklingen fra 10:00 til 12:00 sammen med 14 andre friske cyklister!

Julefrokost, 13. december 2018

Torsdag d. 13. december 2018 afholdtes den årlige julefrokost i vores lokaler på Strandvangen. Efter den sædvanlige torsdags-cykeltur (dog lidt afkortet, så man kunne komme hjem og skifte) mødtes 47 medlemmer til en dejlig eftermiddag/aften i julefrokostens tegn. Festudvalget (ved Erik Libolt) havde sørget for en herlig tale til pigerne, for en festlig sang fra en af deltagerne, for en skøn buffet, for underholdning og for julemand. De sidste festdeltagere forlod stedet omkring kl. 21:00, stadig feststemte og nu også godt trætte. 

 Buffeten kom fra Produktionsskolen Møllen, og der var virkelig alt hvad hjertet kunne begære, og lidt til, af gode velsmagende retter. Musikunderholdningen kom også fra Møllen. Skøn musik af skønne unge mennesker, der med deres dedikation og iver var med til at gøre dagen til noget særligt for os. Ja, selv julemanden virkede til at være særlig udvalgt, både med hensyn til stemme og pondus! Stor tak for en rigtig dejlig eftermiddag/aften til festudvalget og hjælperne, der gjorde denne dag mulig. 



Sommerfest, 27.07.2018

Fredag den 27. juli 2018 blev der afholdt den årlige sommerfest på Strandvangen 54 A. Vi var begunstiget af et helt forrygende godt vejr (næsten for godt), og alle deltagerne havde medbragt dejligt humør. Velkomstdrinken blev nydt udenfor, medens de 3 dejlige retter efterfølgende blev indtaget indendørs ved flot dækkede borde. Snakken gik lystigt, og enkelte nåede derfor ikke hovedretten 2 gange, bedre held næste gang!  'Libolterne' brillerede med en fin konkurrence, som alle deltog i, inden isen blev serveret. Derefter blev der spillet op til dans, men konkurrencen med det gode vejr var svær, ja nogle nåede endda at se Blodmåne! Den sidste oprydning blev foretaget lørdag morgen/formiddag. Tak til alle, især til festarrangørerne og til hjælperne, også i aftenens løb, men også til alle de glade mennesker, der gjorde aftenen/natten så festlig.

Giv Liv kursus, 19.04.2018:

Laila Førsting fra Hjerteforeningen fortalte om vigtigheden af hurtig hjælp ved hjertestop, om hvordan man i givet fald skal agere (30 tryk : 2 pust, gentages igen og igen) indtil en Hjertestarter (forhåbentlig) kommer til, eller til ambulancen er fremme.  Når Hjertestarteren er fremme overtager den kommandoen og fortæller præcist, hvad der skal gøres. Man skal blot følge de vejledninger, den kommer med!

Hjertestarteren blev også demonstreret, og deltagerne fik mulighed for at afprøve den. Det der overraskede mig mest er den kraft, der skal bruges i de 30 tryk.

Skulle uheldet med hjertestop være ude, er jeg helt sikker på, at vi alle nu er bedre klædt på til at yde den livgivende førstehjælp.


Æresmedlem, Søren Lauth

På vores ordinære generalforsamling i 2018 blev Søren Lauth udnævnt til Æresmedlem af klubben.  Han fik prisen for det store, ihærdige arbejde han har lagt i etableringen af klubben, for hans sociale engagement og for hans forbindelse til de offentlige kanaler. Det er ikke for ingenting han kaldes 'Mr. Ishøj'. Som bevis herpå fik Søren overrakt et diplom samt en flaske champagne. Samtidig har han gratis medlemskab af klubben for livstid.